Gladsaxe Kammerkor 45 år den 15.sept.2015

45 år er da ingen alder! Nej, men for Gladsaxe Kammerkor som for andre kor er det en anselig alder hvor fornyelse med kontinuitet spiller en vigtig rolle. I år 2000 havde koret 30 medlemmer, men det er vokset til 45 i dag.

I sept.1970 blev 2 små kor slået sammen og efter navneændring til Gladsaxe Kammerkor var man nu et velfungerende kor med snart 25 medlemmer. Dirigenten for koret dengang var ildsjælen Ole Roswall, og han var korets dirigent i 9 år.

I dag er korets dirigent Klaus Munk-Nielsen, der har studeret på Københavns Universitet med musik som hovedfag og tillige er  orkesterdirigent. Klaus er også kammermusiker med speciale i cello.

I starten øvede koret sig i Stengård Kirke, men da Bagsværd Kirke i 1976 blev indviet, indledte man et fortræffeligt samarbejde med kirken, og koret har siden holdt til i Bagsværd Kirke.

Koret benytter kirken gratis mod at give koncerter et par gange om året. Næste koncert i kirken foregår den 29 nov.2015 kl.15.

Det gode samarbejde med kirken skyldes ikke mindst kirkens fremragende organist Jørgen Ellegård Frederiksen, der i øvrigt også er en fortrinlig pianist.

Korets første dirigent Ole Roswall blev efterfulgt af Henrik Jul Hansen, Thomas Dausgaard, Mette Marie Rasmussen, Lars Ridder, Jann Thorngren, Niels Bo Elmgren, Stefan Haugland, Anna Ring Jeppesen, Jørgen Graven Nielsen og så nuværende Klaus Munk-Nielsen..

Der afholdes mindst 6 koncerter om året, de fleste koncerter er med a capella korsang, men mindst én koncert indeholder et større værk med både sangsolister og instrumental ledsagelse. Mange koncerter finder sted i Gladsaxe Kommune, og det vil kræve adskillige spaltepladser hvis indholdet af korets mange koncerter skal oplyses her, men hvis man vil se hvilke værker koret har opført  de senere år, så står de på foreningens hjemmeside, www.gladkor.dk

Der synges hovedsageligt klassisk, også moderne klassisk, men der lægges meget stor vægt på, at kvaliteten er i højsædet. Ligeledes lægges der vægt på det sociale samvær i foreningen.

Som i de fleste foreninger er nye medlemmer meget velkomne. Alder er ingen hindring, men kvaliteten er altafgørende, og man skal helst være rimelig hurtig til at lære.

Korets faste øveaften er mandag kl.19,30-22,00 i Bagsværd Kirke, Taxvej 16, 2880 Bagsværd.

Hvis man har lyst til at søge om optagelse i koret, kan man kontakte korets formand Finn Hass på tlf.nr.36964856 eller mobil 24236957, e-mail hassfam@webspeed.dk

Kulturen i Gladsaxe ønsker tillykke med de 45 år og held og lykke fremover.

Kirsten Nejst.